Botilbud – Paragraf 107

Ørnehøjs botilbud

Ørnehøj har en række forskellige botilbud på Sjælland under paragraf 107. Der tilbydes ophold til unge i henhold til SEL § 66, 1 samt efterværnsmulighed, botilbud til unge og ældre over 18 år i både midlertidigt botilbud i henhold til SEL § 107 og støtte i egen bolig efter servicelovens § 85.

Typisk indskrives unge enten efter § 66 eller § 107 i botilbud på vores døgnafdeling og lærer stille og roligt at blive mere og mere selvhjulpne til mindre støtte og til at klare sig i egen bolig.

Det centrale er, at alle der indskrives på Ørnehøj bliver afklaret med hensyn til hvilken blivende boform, der vil være behov for og eventuelt støttebehov. Ingen flytter dog i udslusningshus eller lejlighed uden forudgående grundig pædagogisk vurdering af deres modenhed og evner.

Borgen – døgntilbud (SEL §66 & §107)

“Borgen” er Ørnehøjs døgntilbud. Typisk starter man som ung på Borgen og flytter videre i udslusningshus, når man er klar til det.

På Borgen er 15 enkeltværelser med sovende nattevagt og mulighed for at tilkalde ekstra vagt om nødvendigt. Døgnvagten på Borgen kan altid kontaktes af beboerne i både udslusningshuse og lejligheder.

Bygningsmassen på Borgen giver mulighed for at differentiere værelsesfordelingen i relation til behovet for voksentæthed, idet nogle værelser ligger endog meget tæt på vagtværelset.

Bofællesskaber (SEL §107)

Ørnehøj har to mindre bofællesskaber som borgere flytter videre til når de er klar. Ørnehuset, med plads til 6 beboere og Bakkebøllehuset, med plads til 4 beboere.

Disse huse fungerer ofte som udslusningshuse fra vores døgnafdeling på beboerens vej mod egen lejlighed. Der er ikke døgnbemanding. Borgerne bor i et mindre bofællesskab og er sammen om at stå for madlavning, indkøb, rengøring mv.

Der er tilknyttet 2 faste medarbejdere til et hus, der støtter og vejleder beboerne i hverdagskompetencer, herunder den enkeltes personlige økonomiske forhold.

Lejligheder (SEL §107 & §85)

Ørnehøj råder over flere ét-værelseslejligheder samt enkelte toværelses lejligheder centralt placeret i Vordingborg By.

Beboere der bor i lejlighed med pædagogisk støtte og tilsyn er nået så langt i deres udvikling, at fokus ofte er etablering af struktur omkring et hverdags- og voksenliv, der indeholder arbejde eller uddannelse, indkøb, madlavning, rengøring samt kontakt til familie og venner.

Der er også mulighed for at få støtte i egen lejlighed (SEL §85), hvor beboeren selv står for alle boligudgifter.

Til de af vores beboere der bor i egen lejlighed findes en fælleslejlighed, hvor beboerne ind imellem kan mødes til fælles spisning, hyggeaftener mv.

Fonden Ørnehøj


Ørnehøjgårdsvej 11
4760 Vordingborg
Tlf.: 5531 2500

Email


info@ornehoj.dk

Telefontid


mandag – torsdag
9-12 og 13-15
Tlf.: 5531 2500

Udenfor kontortid,
kan vagten kontaktes på
Tlf.: 2086 2500

Privatlivspolitik

 

Vordingborg